Anne-Grethe Vindstrup havde været kommunal dagplejemor i 19 år, da hun sidste sommer fik beskeden om, at Viborg Kommune grundet for få børn og en stærk satsning på flere vuggestuepladser måtte fyre fem dagplejere i Møldrup.

»Jeg var så ked af det. Det var enormt hårdt for mig. Alene tanken om at jeg skulle miste børnene, og alt det de havde fyldt i min hverdag de seneste 19 år, var slet ikke til at bære,« fortæller hun.

I dag er der igen liv i huset i Møldrup, for på gulvet sidder trillingerne Kris, Mark og Johan og pludrer med i samtalen. De tre drenge er de første børn i Anne-Grethes Vindstrups private dagpleje »Naturtrolden«.

Efter fyringen brugte Anne-Grethes Vindstrup brugt et år på at finde ud af, i hvilken retning hendes arbejdsliv skulle dreje. Uanset anstrengelserne var børnene hele tiden i baghovedet.

»Jeg kunne slet ikke få det ud af hovedet, at mit drømmejob var taget fra mig. Det var jo netop dét, jeg gerne ville bruge resten af mit arbejdsliv på,« siger hun.

Da hun når til erkendelsen, at ingen gode forslag, nye idéer og spændende tilbud kan ændre på den kendsgerning, tager hun beslutningen om at starte privat.

»Jeg besluttede mig for at vende det til noget positivt, at jeg var SÅ sikker på, at jeg vil være dagplejemor, og så tog jeg chancen som privat,« siger hun.

Ingen konkurrence

Naturtrolden er godkendt til fem børn, så der er stadig to frie pladser til legekammerater til trillingerne.

»Det er klart, at netop det med børnetallet lurer i baghovedet: Det er altid en bekymring, om jeg kan få børn nok,« siger hun.

Og når børnetallet lurer ekstra meget, er det ikke fordi, der ikke er mange gravide maver og masse af børn i Møldrup. Men som led i at Viborg Kommune de seneste år har valgt at satse på flere vuggestuepladser, står en splinterny integreret institution klar til indvigelse den 15. august i Møldrup. Og her er der plads til 16 vuggestuebørn.

»Vi skal jo ikke konkurrerer, for vi kan noget meget forskelligt. Men det er klart, at jeg jo selvfølgelig synes, at børn i den alder har det bedst i små, trygge rammer, så jeg håber, der er plads til begge dele i vores by,« siger Anne-Grethes Vindstrup.

Selvom rammerne er mindre i dagplejen end i vuggestuen, betyder det ikke, at der ikke er plads til udeliv og fokus på motorik.

Anne-Grethes Vindstrup har indrettet villabaghaven med højbede med grøntsager, en græsbakke til kælk om vinteren og tumlerier om sommerren, og i skuret står en helt ny Christianiacykel klar til at tage hele flokken med på ture ud i det blå.

»Da jeg skulle starte for mig selv, var det naturligt for mig igen at overveje, hvilken dagpleje jeg egentlig gerne vil have. Og ikke mindst hvad jeg ville tilbyde mine børn. Jeg nåede frem til, at det er naturliv, mad og motorik, der har mit helt store fokus, så det har jeg brugt en del penge og ressourcer på at forberede,« siger Anne-Grethe Vindstrup, der allerede til efteråret har købt et kursus i »børns motorik«.